Den tidligere superhacker, Kevin Mitnick, der opfandt begrebet Social Engineering og blandt andet hackede sig ind i Pentagon, Santa Cruz Operation (SCO), Digital og Tsutomu Shimomura - blev afvist fra sin egen Facebook profil.
Det er lidt komisk, at den person som grundlagde det moderne begreb af Social Engineering i forbindelse med hacking - blev lukket ude fra sin egen profil på det sociale netværk Facebook. Hvor han i utallige tilfælde har overbevist folk om, at han var en anden (for at indhente yderligere information) - kunne han ikke overbevise Facebooks personale om, at nu var han den ægte vare.
Situationen skal naturligvis ses i relation til, at Facebook oplever tusindvis af falske profiler blive oprettet i andres navne. Enten for at udnytte den trafik der sendes i profilens retning - eller for at skade personen direkte såvel som indirekte. I Kevin Mitnicks tilfælde findes der mindst 72 profiler som relaterer til hans navn på den ene eller anden måde.
I et telefoninterview til CNet siger Kevin Mitnick (med lidt spøg i stemmen): "Det har frustreret mig lige til slutningen. Jeg plejede at være særdeles overbevisende når jeg skulle udgøre mig som værende en anden. Og nu kan jeg ikke engang bevise at jeg er den rigtige Kevin Mitnick. Det er næsten sørgeligt".
Der gik faktisk to år før Facebook greb ind overfor hans profil. Derfor var han rimelig overrasket, da han den 22. februar i år ikke længere kunne logge sig ind. Han forsøgte efterfølgende at overbevise Facebook om, at han var den ægte vare ved, at sende en e-mail fra sit nuværende it-sikkerhedsfirmas konto, Mitnick Security Consulting.
Men, det er Facebooks politik ikke at reagere på e-mails sendt fra en anden konto end den som profilen er oprettet under. Så derfor blev hans forklaringer afvist prompte.
En talsmand fra Facebook forklarer dette med, at de er meget aggressive i forbindelse med at håndhæve "real name" kulturen og der til tider sker en smutter. Facebook påpeger at det ikke sker ret ofte - og det nu er rettet i Kevin Mitnicks tilfælde (Red: efter CNets henvendelse).
Fjæsbogens mange sider
Der har været megen debat om Facebook - og senest med beskyttelse af personlige oplysninger. Nogle virksomheder har valgt at lukke af for adgangen til Facebook, da nogle medarbejdere ikke kan styre deres forbrug eller den publicerede information på siderne.
Det syntes jeg personligt er helt i orden. Selvom man ikke skal skære alle over en kam, så er der nogle personer der ukritisk publicerer information - som de ellers kun ville melde ud i en 200 hk brandert. Det er som om, at de naturlige parader (omtanke) i nogle tilfælde sænkes.
Da Facebook samtidig er et yndet mål for hackere og malwareudviklere, grundet de mange personerder er samlet ét sted, og derfor en potentiel kilde til inficering. Det er såmen kun nogle få uger siden, at Facebook sidst var mål og middel for en malwarekampagne. Og der vil bestemt ikke komme færre forsøg i fremtiden.
Af samme grund har Forbrugerrådet også taget denne problemstilling op - omend deres fokus er på usikkerheden for individets personlige data. De skriver eksempelvis: "Forbrugerrådet frygter imidlertid, at markedet for persondata er så uigennemsigtigt og ukontrolleret, at det er umuligt for forbrugerne at overskue konsekvenserne af denne omfattende indsamling og udnyttelse af private oplysninger".